For ganske nyligt blev jeg præsentere for et debatindlæg, i en af de mere højre-idealistisk medier – jeg husker desværre ikke avisens navn længere, måske Berlingske – der fløjtede til angreb mod velfærdssamfundet. De svage blev portrætteret ved de unge og ”fattige” som de fremstår i reality shows, bl.a. ”de unge mødre” og sagsbehandlere i det kommunale som tåbelige mennesker, der hjælper de skidt stillede med at tage penge fra de rige, så de dårligt stillede kan få mobiltelefoner og luksuslejlighed.
Hvilken ussel sværte af propaganda, skabt af uvidende fordomsfulde kapitalister.
Fra velstillet til kriger
For godt og vel 10 år siden, ville jeg, sørgeligt nok, stille mig lige så uvidende og fordomsfuld, som debattøren. Min indtægt udløste den forhadte topskat, mobiltelefonen var nyeste super-slim udgave for Ericsson og jeg frekventerede af og til de bedre restauranter i Danmark. Jeg arbejde også hårdt for det. 37 timer om ugen var en utopi, og dertil ofte 3-4 timers transport til og fra arbejde, ofte med gavmild ventetid fordi DSB eller det offentlige ikke bød på nedbrud af signalsystemer, bombetrusler og forældede toge.
Jeg var sgu stolt over hvad jeg havde opnået, til trods for ikke at være begunstiget af et godt helbred og være mødt af mange fordomme, være outsider og mobning. Det skulle ingen tage fra mig, og bestemt ikke dem, som jeg troede var lige som jeg, der blot snyltede på samfundets økonomi – jeg vidste jo, at det kunne lade sig gøre at trænge igennem på trods af modstand.
Af skade bliver man klog, siger et gammelt ordsprog, og det er så evigt sagt. Nu, i hvert fald 10 år efter ovenstående smag på den velstående middelstand, sidder jeg på den anden side af bordet. Sygdom ramte mig, jeg måtte melde mig ud af arbejdsmarkedet og tære på det overskud, jeg havde været klog til at lægge til side, til dårlige tider. En mulighed jeg ville ønske alle havde, men kun få har eller husker at etablere.
I min tid uden for arbejdsmarkedet, har jeg mødt kommunale sagsbehandlere, der i bedste fald har 10 minutter til at sætte sig ind i en individuel sag og give rådgivning. De har sjældent kompetencerne til at vurdere den kriseramtes position, men er underlagt politiske målsætninger om, at man som kriseramt skal tilbage på arbejdsmarkedet hurtigst muligt. Sagsbehandlerne har vitterligt ikke ressourcerne til at give nyttig hjælp, og styres af politiske agendaer til at spare på udgifterne og dermed ofte gøre en kriseramt persons tilværelse værre.
Så er der den private støtte. Udelukkende fordi min indtægt og arbejdsindsats har været god, fik jeg tilsvarende bistand fra egen forsikring – noget mange heller ikke har. På mange måder gav de bedre rådgivning end det offentlige og tog sig tid til at bearbejde min sag. Et skræmmende perspektiv, for hvorfor var det så jeg betalte en af verdens højeste skatteprocenter? Men end ikke min forsikring var lutter glæde, for bag forsikringsselskaberne skjulte der sig private læger og hjælpeorganisationer, der snylter på forsikringsselskaberne, eller arbejder med den målrettede agenda, at sikre at forsikringsselskabernes udgifter holdes nede, uden seriøs indsats til den kriseramte.
Af flere omgange, måtte jeg trods mine udfordring rette ryggen og slås for min sag og argumentere med logik og fornuft imod juristernes paragrafrytteri. Det krævede indsats og forstand, som jeg ikke forventer alle har, når de er kriseramt. Tværtimod. Når man er kriseramt er det jo hjælp man skal have, og ikke blive udnyttet i besparelsernes øjemed. Den hårfine balance mellem moral og forretning er svær at vedligeholde for sundhedsforsikringerne – på toppen sidder aktionærerne jo, og de vil have penge til deres fine middag med Pomerol i glasset. Bevares!
På vej ud af krisen fik jeg et kærkomment ophold, bag sagsbehandler bordet i en af de firmaer, som bistår det offentlige i at få kriseramte tilbage på arbejdsmarkedet. Agendaen er såmænd ærlig og positiv, deres mål er at hjælpe de hårdt ramte, men de er ansat af det offentlige under en kontrakt, hvor der er en klar målsætning om, hvor mange procent der skal tilbage på arbejdsmarkedet ud af de borgere som de modtager. Det er trods alt forretning. Quid pro quo, noget for noget. Det offentlige betaler, og virksomheden skal levere!
Min position her gav mig en skræmmende indsigt i, hvor skidt det kan gå ellers fornuftige og gode mennesker. Endnu mere hvor galt det kan gå for mennesker, der er tynget af social arv, eller endnu værre helbred end mit eget. Denne gruppe af mennesker er vitterlig små skakbrækker, der manøvreres i et økonomisk spil mellem politikere og kapitalister. De færreste af dem har psykisk overskud eller logisk formåen til at tage imod hjælpen, eller sige fra, når de skubbes rundt af systemet. Mange bliver tildelt domme og erklæringer, der ikke passer deres situation og de offentlige sagsbehandlere er drukne i sagsakter på flere hundrede sider, som de altså – som tidligere skrevet – måske har 10 minutter til at læse.
Den kriseramte borger er chanceløs!
Endnu har jeg ikke helt overlevet oplevelsen. Den har chokeret mig. For ligesom debattøren, der provokerede mig til dette indlæg, havde jeg et naiv indtryk af, at dem der ikke kunne arbejde eller bidrage, selv havde valgt det, og levede et luksusliv for mine skattekroner. Så unuanceret er tilværelsen ikke – kun i kapitalisternes verden.
Jeg er og har været ufattelig heldig at have en god familie, gode venner, en god forsikring, en god opsparing og ikke mindst en god sund fornuft og uddannelse. Det har hjulpet mig til at overleve chokket af en krise. Men en god familie, gode venner, en god forsikring og en god opsparing er der rigtig mange danskere der ikke har, lige så vel som langt fra er stillet med tilsvarende fornuft eller uddannelse. Der er sygdom, social arv, personer der er flygtet fra krig og elendig, andre der er ramt af hård kriminalitet eller andet grusomt.
Den store danske ordbog om velfærdstat
Kulturstyrelsen om velfærdssamfund
Velfærdsstaten er et udviklingsprojekt
Samfundet er ikke ”de unge mødre” eller tilsvarende luksus-fattige som journalister med en politisk agenda ønsker at profilere det. Langt fra. Disse profiler og særlige tilfælde som reality shows og medier hiver frem i lyset er ekstremerne, på godt og ondt, der bruges som politiske skakbrikker af dukkeførere langt oppe af den økonomiske og politisk magtfulde rangstige.
Ja, der findes ekstremer. Unge der synes de har det hårdt, når de ikke har seneste mobiltelefon. Men er det velfærdssamfundets skyld, eller er det den kapitalistiske agenda, som firmaerne bag social medier og kapitaliske normer ønsker at manipulere dem til at have? Naturligvis findes der ekstremerne, hvor det offentlige begår fejl. Stiller du spørgsmål nok, til at vide hvorfor? Har du egentlig indsigt i det offentliges hverdag? Er du klar over hvor ofte de politiske retningsskifte fører til ustyrlige justeringer i det offentlige, der gør sagsbehandlerne er chanceløse for at give korrekt rådgivning?
Tænk dig om før du kritiserer velfærdssamfundet. Selvsamme velfærdssamfund som højrefløjen i længere tid har forsøgt at aflive. For det er selvsamme højrefløj, der navigerer ud fra en idealistisk politisk agenda for at få magt og penge uden hensyn til ofrene. Jeg tvivler ihærdigt på at Pia Kærsgaard, Lars Løkke Rasmussen og i hvert fald den psykotisk usle Joachim B. Olsen har prøvet et par ord på den grumme side af velfærdssamfundet.
Velfærdsamfundet har fejl. Det er en virksomhed lige alle andre. Forskellen er blot, at den modsat en sund virksomhed, med en præcis og afgrænset ledelse, er velfærdsamfundet styret af alt for mange politikere, lige fra Christiansborg ud til de enkelte kommunale politikere, videre til afdelings og sektorledere, videre til mellemledere og helt ned til den enkelte menige ansatte i det kommunale. Det tager tid og indsats at raffinere og justere velfærdsamfundet, og desværre er politikernes målsætning aktuelt, at spare sig til effektivitet. Selvsamme besparelse, der vil skære i de 10 minutter en sagsbehandler har til at sætte sig ind i en sag for en kriseramt borger. Selvsamme besparelse der serverer vakuumpakket uge-gammelt mad for pensionister. Selvsamme besparelse der skubber kriseramte længere ud i periferien af håbløshed, frem for at hjælpe dem.
Hvorfor? Fordi politikere styres af propaganda og dårlig information. Fordi befolkningen tror på propagandaen og de skævvridninger som medierne – være det sig de ”saglige” aviser eller reality shows – bilder dem ind, og dermed stemmer på politikerne af samme overbevisning baseret på falsk og vildledende information.
Det koster investering og indsats at komme de tilfælde af samfundsnasseri til livs, som portrætteres som velfærdssamfundet beskyldes for at skabe. Det kræver at sagsbehandlere og det offentlige har midlerne og kompetencerne, til at sætte effektivt ind. Præcis som det i en privat virksomhed kræver investeringer og strategi for at dominere på det kapitalistiske marked. Det er fundamental virksomhedslære, at besparelse kun er 1 ud af 4 hjørnesten til at blive en succesfuld virksomhed som overlever. Alligevel er alt for mange så fantasiløst grådige og snæversynede, at denne ene hjørnesten betragtes, frem for at hæve sig og se det lange perspektiv.
Selvfølgelig tager politikerne ikke det lange perspektiv. I bedste fald har en politikere 1-2 år på toppen, en regering måske 4 år. Besparelser, nedskæringer og kynisk motorsavs politik giver synlige ændringer i samfundet og budgetterne. Sådan bliver man på magten, både som politiker og som direktør i det private erhverv. Bredere indsats, udvikling, investering kræver mange års vedholdenhed og giver røde tal på bundlinjen til at begynde med og en risiko for at begå fejl. Men det er netop gennem fejl at vi udvikler os. Det er igennem risici vi gør de vigtigste erfaringer. Det er disse fejl og erfaringer, som velfærdsamfundet skal udvikles med, ikke afvikles!
Anders Samuelsen om velfærdssamfundet
Snylter erhvervslivet på de kriseramte?
Min kamp er ikke slut
Endnu er jeg ikke helt ude af dynget. Jeg er kommet igennem det værste af min personlige krise, som for mig har været uhyggelig svær og tung, men som i perspektivet til andres udfordringer egentlig er forholdsvis lille. Det ved jeg nu.
Alligevel både muntrer jeg mig, og græder jeg over, at mødes af virksomheder og offentlige instanser, som vil misbruge min position, til at skaffe billig arbejdskraft som de kan disponere over endnu mere hensynsløst end tidligere. Parallelt udsættes jeg dagligt for sociale fordomme, fra mennesker der mener at jeg – og mine ”brødre” i de lediges rækker – er dovne luksusmennesker, der ikke vil arbejde, men bare vil snylte på samfundet.
Jeg vil ønske for dem, at tage samme rutsjebane som mig. Desværre – og for at vise en smule overbærenhed, gudskelov – er det langt fra muligt, for en del af den ”forlystelse” er at oplevelse sygdom og modstand, som de ikke kan udsættes for. Min kamp er ikke slut, men fanden vil stå i det, om jeg nogensinde giver efter for kvalme osterand af asociale velstillede, der ikke forstår velfærdssamfundets udvikling og formål fordi de manipuleres som dukker, af medierne. Ikke om jeg lader mig knække af politikernes uvidenhed og destruktive indstilling, der føres i deres egen kunstige verden, styret af egen grådighed og magtbegær. Af og til er jeg nødt til at sætte mig og sukke dybt, og af og til bliver jeg vred og skælder ud på de uvidende. Det er ikke altid jeg er rummelig nok til at diskutere eller give indblik i mine erfaringer. Det burde du, den velstillede, i stedet være. Du burde bruge din velstand til at opbygge rummelighed, og undersøge om virkeligheden er den som medierne og politikerne stiller dig i udsigt. Hvornår har du sidst stillet spørgsmål ved dine egne synsvinkler og det som medierne profilerer? Ser du blot det du vil se? Følger du akademikernes spor, og skriver konklusionen først, og finder dernæst empirien til at styrke dit argument? Eller vælger du at være kritisk og spørge om ”det nu kan passe?”.
Prøv engang! Jeg kan kun sige, at du bliver fælt overrasket over hvordan virkeligheden ofte ser ud, når du ser og oplever den tæt på. Og jeg taler kun af en lille og forholdsvis mild oplevelse – også selvom den er og var hård for mig.
The post Velfærdssamfundet – stil spørgsmål og bliv klogere appeared first on Traving.
